Biodiversitetsrådgiver. Ansat september 2021
“Jeg arbejder med biodiversitet i både by og land. Mine opgaver i Agrovi er meget varierede – og spænder lige fra markvandringer, kontakt med kommuner, statslige styrelser, virksomheder eller privatpersoner, til udfærdigelse af plante/plejeplaner, byudvikling og sparring omkring skadevoldende vildt, bilag IV arter og andre fredede dyr eller planter.
De mange forskellige facetter af mit arbejde, gør det rigtig spændende at møde ind hver dag, da man ikke altid ved, hvad der lander på ens skrivebord.
Hvordan har det været at starte i Agrovi?
Den første dag, jeg mødte ind i Agrovi, var jeg selvfølgelig meget spændt på, hvad der ventede mig. Jeg blev her mødt af hele min afdeling, som havde dækket op til morgenmad og sat en stor bukket blomster på mit skrivebord. Jeg fik også sat en kop foran mig med teksten: Verdens bedste kollega. Det gjorde meget stort indtryk og gav mig gejst på at gøre mine nye kollegaer stolte.
Hvordan ville du beskrive kulturen i Agrovi?
Der er en rigtig god stemning i hele Agrovi. Vi taler meget sammen på tværs af afdelinger, og jeg har et forhold til mange kollegaer, som jeg møder i løbet af min dag. Her er en professionel atmosfære, men samtidig er der højt til loftet, og jeg har selv meget selvbestemmelse og mulighed for at udvikle mig.
I min afdeling er jeg så heldig at sidde sammen med kollegaer med mange forskellige typer uddannelser, persontyper, orienteringer og livserfaringer som kommer til udtryk, både ved frokostbordet, men også i de enkelte sager, vi arbejder sammen om. Det skaber en rigtig god dynamik.
Hvad er det bedste ved at arbejde i Agrovi?
Her er meget stor mulighed for at udvikle sig fagligt. Der bliver lagt et vist ansvar på dine skuldre tidligt i forløbet, og det gør, at du får lov at udvikle fagområder, som du måske ikke havde troet muligt overhovedet.
Det kollegiale aspekt vægter også meget højt, når jeg går på arbejde, og jeg glæder mig til at sætte mig i min stol hver dag.
Hvorfor skal man søge en stilling i Agrovi?
Man skal søge ind i Agrovi, hvis man ønsker at udvikle sig både i en professionel sammenhæng, men også på et personligt plan. Der er højt til loftet, og der bliver hurtigt placeret et vist ansvar hos dig. Det kan jeg godt lide.
Arbejdsopgaverne spænder bredt, og der er hele tiden en udvikling eller problemstilling, der skal undersøges og løses, hvilket gør dagene afvekslende og udfordrende på en rigtig god måde.”