Skip to main content

År: 2020

En total omlægning har hævet bundlinjen

Peter Friderichsen fra Gammelgaard ved Søllested er blot én af de landmænd, der i løbet af de sidste tre år har formået at hæve bundlinjen betydeligt igennem et tæt samarbejde med Agrovi SYD i Nørre Alslev og turde bryde med traditionerne for at forbedre jorden og fremtidssikre bedriften.

Siden Agrovi slog sig ned på Lolland-Falster for tre år siden, har rådgivningsvirksomheden gjort sig bemærket ved at arbejde efter en anden dagsorden end resten af branchen og komme med nye input til landbrugskunderne, der hæver nettobundlinjen på flere bedrifter.

– De landmænd vi arbejder sammen med på Lolland-Falster er ekstremt professionelle og dygtige til at drive deres virksomheder. Det er der slet ingen tvivl om. Men landbruget på Lolland-Falster er også præget af en sund portion konservatisme, hvor man spiller med meget sikre kort i forhold til både valget af afgrøder, maskiner og dyrkningsformer. Og det er ikke noget, man sådan lige får lov til at pille ved, fortæller David Hans Dresen, der er planteavlskonsulent hos Agrovi SYD i Nørre Alslev.

Landmænd ved bedst….til de ved bedre

Som planteavlskonsulent gør David Dresen en dyd ud af at udfordre kunderne på deres vaner og traditioner. Han har, siden Agrovi flyttede ind i Nørre Alslev i 2017, hjulpet flere af øernes store bedrifter med at tage deres virksomhedsstrategi op til revision. En af dem er Peter Friderichsen fra Gammelgaard ved Søllested.

– Vi skal helt klart vænne os til at såarbejdet ser anderledes ud, men hos David og Agrovi Planteavl er der ingen uld i munden. Her får man klare anbefalinger til forbedringer, så jeg hele er tiden tryg ved, at jeg arbejder effektivt og konstruktivt. På trods mine egne fodfejl med bl.a. dårlig halmhåndtering, så har samarbejdet med David og Agrovi allerede i år 1 hævet vores bundlinje med ca. 1.500 kr. pr. ha.

– Vi har kigget alle elementerne af bedriften igennem for at se, hvordan vi kunne optimere vores planteavl bedst muligt. Vi har testet alt fra dyrkningsformer og maskiner til medarbejdere og strategi, hvilket betød, at vi i 2018 gik fra at være et konventionelt landbrug med roer og frøavl til nu udelukkende at drive bedriften ud fra principperne i Conservation Agriculture, fortæller Peter Friderichsen, der driver 350 ha på Gammelgaard, og håber på at få et maskinsamarbejde med andre landmænd i området, der også interesserer sig for Conservation Agriculture.

Forandringen er kun for de dygtigste

Det som har været med til at gøre en forskel på Gammelgaard, har hovedsageligt været en ændring i dyrkningssystemet.

– Da jeg begyndte at arbejde sammen med Peter, var han, ligesom mange andre, skeptisk over for at kaste sig over Conservation Agriculture. Men da vi gennemgik bedriften og talte om de muligheder, der ligger i at arbejde i det pløjefri system, viste de helt store besparelser sig hurtigt. Ved at overgå til Conservation Agriculture, hvor du ikke bearbejder jorden, har Peter i det første år reduceret sin arbejdsstyrke med 50 %, sine traktortimer med 35 % og sit brændstofforbrug med 41 %, fortæller David Dresen. Hertil kommer en slanket maskinsaldo, færre vedligeholdelsesomkostninger og stort set nul køb af sliddele.

– At overgå til Conservation Agriculture kræver solid erfaring og en meget professionel tilgang til sin bedrift, så det er bestemt ikke egnet for alle. Men min erfaring med de landmænd, der bor og arbejder på Lolland-Falster er, at der lige præcis her ville være det største potentiale for at skabe endnu flere af de resultater, vi ser på Gammelgaard, fordi vi har at gøre med en skare, der arbejder meget professionelt med tingene, tilføjer David Dresen.

Endelig tilskud til hegning af naturarealer i nationalparker

Indtil nu har det været svært at få øje på fordelene ved at have jord i en nationalpark. Men i år er det for første gang muligt at søge om tilskud til bl.a. hegn, vandforsyning og fangfold til naturarealer beliggende i nationalparkerne.

– Endelig er der godt nyt til alle lodsejerne i nationalparkerne. Nu kan der langt om længe ansøges om hegning af naturarealer og meget andet, så har man et areal som ikke hidtil har været afgræsset eller et areal, hvor hegnet trænger til at blive udskiftet, så er der nu mulighed for ca. 100 % tilskud hertil, siger Niels Christian Tramm, natur- og kødkvægskonsulent i Agrovi.

Det er de såkaldte særligt udpegede Natura 2000-områder, der har 1. prioritet, hvor myndighederne har vurderet at der er størst behov for en naturplejeindsats i form af enten rydning eller forberedelse til afgræsning. Sidstnævnte er nok den der er af størst interesse for landbruget, da den bl.a. omfatter hegning, vand- og elforsyning samt fangfold.

– Som noget nyt i år er også arealer uden for de særlige Natura 2000 områder ansøgningsberettiget. Det gælder fx paragraf 3 overdrev med en HNV på 5 eller derover samt alle arealer beliggende i nationalparker. Kommer der flere ansøgninger end der er midler til, så prioriteres ansøgninger for arealer i nationalparker med en HNV på minimum 5 nederst, siger Tramm.

Der kan ansøges om midlerne frem til 15. september, men puljen er dog ikke ubegrænset. Det betyder, at du kan være uheldig og risikere at få afslag på din ansøgning, selvom du er ansøgningsberettiget.

– Puljen er på 30 millioner kroner, hvilket kan lyde af mange penge, men da ordningen nu er ændret væsentligt, så er det på forhånd umuligt at forudsige om der bliver penge til alle ansøgere, siger Tramm, der opfordre alle interesserede til at kontakte ham eller ens lokale landbrugsrådgiver til at vurdere, om man er ansøgningsberettiget eller ej.

Læs hele beskrivelsen af tilskudsordningen her

Dansk deltagelse ved CA Verdenskongres i Schweiz

 Nu giver forskningsprojektet ”Grønne Marker & Stærke Rødder” en række heldige landmænd mulighed for at komme med til den 8. verdenskongres i Conservation Agriculture (CA), som i år afholdes i Bern i Schweiz.

– I store dele af verden er Conservation Agriculture i stor fremgang. Landmænd, forskere og rådgivere verden over laver masser af forsøg og undersøgelser, der er med til at dokumentere effekterne ved Conservation Agriculture – og det gælder også i Danmark. Derfor vil vi gerne give en samling landmænd, der interesserer sig for Conservation Agriculture, chancen for at blive klogere på den nyeste viden inden for denne bæredygtige dyrkningsform, siger Henrik Kruse Rasmussen, der er projektleder i Agrovi for forskningsprojektet ”Grønne Marker & Stærke Rødder, der gennemføres af Agrovi og Københavns Universitet med finansiering af Veluxfonden, Villumfonden 15. juni Fonden og Promilleafgiftsfonden for landbruget.

Turen varer i fem dage og finder sted mellem 28. juni og 3. juli. Årets overordnede tema omhandler, hvordan CA kan bidrage til en mere bæredygtig dyrkning af jorden med øget profit til følge. De første tre dage byder på utallige foredrag og paneldebatter om udviklingen inden for CA, mens den 4. dag byder på gårdbesøg på Witzwill, det største landbrug i Schweiz.

– Den danske ekspert inden for Conservation Agriculture, Søren Ilsøe, har flere gange besøgt kongressen i Schweiz, men med så mange dygtige danske landmænd, der er dybt passionerede omkring at inddrage flere og flere arealer til Conservation Agriculture, mener jeg, at det giver rigtig god mening at give vores CA-landmænd chancen for at komme med til Schweiz og få alt den nyeste forskning direkte, siger Henrik Kruse Rasmussen.

  • 1
  • 2

Shopping cart0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0