Skip to main content

En total omlægning har hævet bundlinjen

Peter Friderichsen fra Gammelgaard ved Søllested er blot én af de landmænd, der i løbet af de sidste tre år har formået at hæve bundlinjen betydeligt igennem et tæt samarbejde med Agrovi SYD i Nørre Alslev og turde bryde med traditionerne for at forbedre jorden og fremtidssikre bedriften.

Siden Agrovi slog sig ned på Lolland-Falster for tre år siden, har rådgivningsvirksomheden gjort sig bemærket ved at arbejde efter en anden dagsorden end resten af branchen og komme med nye input til landbrugskunderne, der hæver nettobundlinjen på flere bedrifter.

– De landmænd vi arbejder sammen med på Lolland-Falster er ekstremt professionelle og dygtige til at drive deres virksomheder. Det er der slet ingen tvivl om. Men landbruget på Lolland-Falster er også præget af en sund portion konservatisme, hvor man spiller med meget sikre kort i forhold til både valget af afgrøder, maskiner og dyrkningsformer. Og det er ikke noget, man sådan lige får lov til at pille ved, fortæller David Hans Dresen, der er planteavlskonsulent hos Agrovi SYD i Nørre Alslev.

Landmænd ved bedst….til de ved bedre

Som planteavlskonsulent gør David Dresen en dyd ud af at udfordre kunderne på deres vaner og traditioner. Han har, siden Agrovi flyttede ind i Nørre Alslev i 2017, hjulpet flere af øernes store bedrifter med at tage deres virksomhedsstrategi op til revision. En af dem er Peter Friderichsen fra Gammelgaard ved Søllested.

– Vi skal helt klart vænne os til at såarbejdet ser anderledes ud, men hos David og Agrovi Planteavl er der ingen uld i munden. Her får man klare anbefalinger til forbedringer, så jeg hele er tiden tryg ved, at jeg arbejder effektivt og konstruktivt. På trods mine egne fodfejl med bl.a. dårlig halmhåndtering, så har samarbejdet med David og Agrovi allerede i år 1 hævet vores bundlinje med ca. 1.500 kr. pr. ha.

– Vi har kigget alle elementerne af bedriften igennem for at se, hvordan vi kunne optimere vores planteavl bedst muligt. Vi har testet alt fra dyrkningsformer og maskiner til medarbejdere og strategi, hvilket betød, at vi i 2018 gik fra at være et konventionelt landbrug med roer og frøavl til nu udelukkende at drive bedriften ud fra principperne i Conservation Agriculture, fortæller Peter Friderichsen, der driver 350 ha på Gammelgaard, og håber på at få et maskinsamarbejde med andre landmænd i området, der også interesserer sig for Conservation Agriculture.

Forandringen er kun for de dygtigste

Det som har været med til at gøre en forskel på Gammelgaard, har hovedsageligt været en ændring i dyrkningssystemet.

– Da jeg begyndte at arbejde sammen med Peter, var han, ligesom mange andre, skeptisk over for at kaste sig over Conservation Agriculture. Men da vi gennemgik bedriften og talte om de muligheder, der ligger i at arbejde i det pløjefri system, viste de helt store besparelser sig hurtigt. Ved at overgå til Conservation Agriculture, hvor du ikke bearbejder jorden, har Peter i det første år reduceret sin arbejdsstyrke med 50 %, sine traktortimer med 35 % og sit brændstofforbrug med 41 %, fortæller David Dresen. Hertil kommer en slanket maskinsaldo, færre vedligeholdelsesomkostninger og stort set nul køb af sliddele.

– At overgå til Conservation Agriculture kræver solid erfaring og en meget professionel tilgang til sin bedrift, så det er bestemt ikke egnet for alle. Men min erfaring med de landmænd, der bor og arbejder på Lolland-Falster er, at der lige præcis her ville være det største potentiale for at skabe endnu flere af de resultater, vi ser på Gammelgaard, fordi vi har at gøre med en skare, der arbejder meget professionelt med tingene, tilføjer David Dresen.

Hvad kan vi hjælpe
dig med?

  T: 48 22 52 00
  agrovi@agrovi.dk

26
juni
Studietur til Groundswell-messen i England
Studietur om regenerativ dyrkning i slutningen af juni med en hel dag på Groundswell Festival Igen i år arrangerer Agrovi…

Shopping cart0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0