I perioden 7. august til 15. september 2020 kan du søge tilskud til forskellige typer af naturplejeprojekter indenfor særligt udpegede Natura 2000-områder samt §3 overdrev og arealer i Nationalparker . Det drejer sig om projekttyperne:
- Rydning af tilgroede arealer
- Forberedelse til afgræsning (hegning, vand- og elforsyning samt fangfold)
Der kan opnås et tilskud på op til 100 % af de tilskudsberettigede omkostninger.
Det er forsat de såkaldte særligt udpegede Natura 2000-områder der har 1. prioritet. De særligt udpegede Natura 2000-områder er de dele af Natura 2000-områderne, hvor myndighederne har vurderet, at der er størst behov for en naturplejeindsats i form af enten rydning eller forberedelse til afgræsning.
Som noget nyt i år er også arealer uden for de særlige Nature 2000 områder ansøgningsberettigede, dette gælder for §3 overdrev med en HNV på 5 eller derover samt alle arealer beliggende i Nationalparker.
Udvidelsen af de ansøgningsberettigede arealer medfører sandsynligvis at der bliver søgt om støtte til flere projekter end der er midler til. I så fald bliver ansøgningerne prioriteret således:
- Arealer i de særligt udpegede Natura 2000-områder.
- 3 overdrev med HNV på minimum 5.
- 3 områder i Nationalparker med HNV på minimum 5.
- Arealer i Nationalparker med HNV på minimum 5
Ordningen omkring tilskud til forberedelse af afgræsning er nok den, der vil være mest interessant for landbruget. Her kan der opnås tilskud til blandt andet hegning, vand- og elforsyning, samt fangfold. Lige som i de foregående år beregnes tilskud på baggrund af standardomkostninger, som er fastsat af Landbrugsstyrelsen. Eksempelvis er standardomkostning for 1- og 2-trådet hegn på 20 kr./m, mens standardomkostning for 3- og 4-trådet hegn, samt nethegn er på 29 kr./m.
For yderligere oplysninger om ordningerne kontakt vores projektkonsulent Henrik Kruse eller kødkvægkonsulent Niels Chr. Tramm.