
Få styr på brandsikkerheden – for din egen skyld!
Forestil dig at du ser røg stige op fra taget af din stald eller maskinhal. Panikken sætter ind. Er der dyr derinde? Hvad med maskinerne? Hvordan skal du holde produktionen kørende? Og hvad siger forsikringen?
Der skal ikke mere end en gnist til at sætte gang i en kædereaktion, der kan have både personlige og økonomiske konsekvenser.
Derfor har vi taget fat i DK Brand, som er specialister på området og har sammenfattet en række initiativer, som du selv kan tage for at optimere brandsikkerheden på din ejendom.
Ildebrand er noget af det værste du som landmand, og dermed virksomhedsejer og bygningsejer, kan komme ud for. Selv ved en mindre brand kan konsekvenserne være store og fatale. Udover selve brandskaden, kan skader fra røg og sod, samt skader fra slukningsvandet ifm. brandvæsnets indsats, forvolde store skader på kritiske dele af produktionsanlægget og påvirke driften at dit landbrug i lang tid.
I en travl hverdag i det mordene landbrug, fylder brandsikkerhed og brandregler ikke altid så meget og kan nemt overses. Der er mange andre opgaver i driften, der kræver fokus nu og her, og derfor oplever mange desværre at stå uforberedte, når det går galt og en brand pludselig rammer ens bedrift.
Tankerne og spørgsmålene er mange: Hvor omfattende er skaderne? Hvornår kan jeg komme i gang igen? Hvordan opretholder jeg driften? Hvad siger forsikringsselskabet? osv.
Selv små ildebrande kan tage måneder at komme helt over, og kan være ret ressourcekrævende.
Der er en del du selv kan gøre for at forebygge brand, og samtidig overholder du også lovgivningen, da den siger at du SKAL gøre noget selv. I byggelovgivningen har der gennem tiden altid været regler for, hvad en bygningsejer selv skal gøre for at opretholde brandsikkerheden i hele bygningens levetid.
I 2018 kom der et bygningsreglement, der præciserer hvad du selv har ansvar for at gøre i forhold til kontrol af brandsikkerheden i dine bygninger.
Her er en kort beskrivelse af hvad reglerne siger:
- Reglerne gælder både eksisterende bygninger og nye bygninger
- Det er bygningsejeren, der har ansvaret for, at kontrollerne bliver udført
- Du skal føre en log, der dokumenterer, at du har udført kontrollerne
- Kontrollerne er beskrevet, sammen med intervallerne for udførelsen i BR 2018
De kontroller du skal udføre, er betinget af, hvor mange ”aktive” og ”passive” brandsikringstiltag du har i din bygninger, de kan fx være:
- Brandslukkere
- Branddøre
- Brandvægge
- Flugtveje
- Lodret og vandret brandadskillelse med gennemføringer
For at komme i gang skal du:
- Afdække hvilke brandrelaterede emner du har, som skal kontrolleres – det kan du bl.a. finde i dine byggetilladelser og i bygningsreglementet kap. 5 eller i den DKV-plan vedr. brand, der følger med nyere byggerier
- Gennemfører kontrollerne med jævnlige mellemrum, fx hver måned eller hvert kvartal etc.
- Oprette et papir eller en elektronisk log, hvor du noterer kontrollerne samt evt. opfølgning
Det behøver faktisk ikke være særligt omfattende selv at gøre en stor forskel for brandsikkerheden – samtidig overholder du reglerne og passer godt på både din bygning og værdier.
Når du først kommer i gang, vil du opdage det nemt kan indarbejdes i resten af arbejdet du har i din drift, og samtidig får du øget fokus på sikkerhed for dig selv, dine medarbejdere, evt. dine dyr, samt værdier og bygninger.
Forsikringsselskaber læser også lovgivningen, og brandskader på landbrug er ofte omfattende og dyre.
Hvis du kan dokumentere, at du løbende har holdt styr på den lovpligtige brandsikkerhed på din ejendom og drift, vil forsikringsselskaberne ofte være mere positive, både når du forhandler vilkår på dine forsikringer og i tilfælde af en brandskade – også hvad angår prisen på din brandforsikring. Ligeledes vil tvivlsspørgsmål om f.eks. brandreglerne er overholdt ved en evt. brandskade elimineres.
Som bygningsejer er det helt klart i din interesse, at der er styr på brandsikringen på din ejendom. Du har ansvaret for at mennesker, dyr og værdier er tilstrækkeligt beskyttet, og ikke mindst for at dokumentere, at de er det. Udover at det handler om økonomi, handler det også om sikkerhed.
Er du fortsat i tvivl om, hvordan du kommer i gang, eller vil du sikre, at din specifikke ejendom overholder alle kravene, så står Agrovis tværfaglige og kompetente team af byggerådgivere klar til at hjælpe dig med at gennemgå din ejendom og fastlægge en overskuelig og effektiv kontrolrutine.