Skip to main content

Slotsarkaderne i Hillerød

På taget af Slotsarkaderne i Hillerød har Biodiversiteten fået fantastiske vilkår.

Godt skjult for offentligheden ligger en perle af et haveanlæg. Over indkøbscenterets butikker, har den 4000 m2 store tagterrasse fået et nyt ”gammelt” look. Helt fra planlægningen af dette renoveringsprojekt har vi søgt inspiration i de planter, der kom til vores område kort efter isen, trak sig tilbage for ca. 9000 år siden. Dengang var muldlaget yderst sparsomt, vejret vildt med store temperaturudsving og længere perioder med enten tørke eller meget nedbør. Det er lidt de samme vilkår, der gælder på taget i dag, et meget vejr-udsat sted og et ganske lidt jordlag til at holde på næring og vand. Her finder man i dag områder med en mangfoldig hede beplantning.

Ud over klassisk hedelyng står her også rosmarinlyng, timian, revling, enebær, tyttebær og blåbær. Andre bede er nu etableret som blomstrende vilde enge og overdrev. Der er også blevet plads til en masse hjemmehørende frugtbuske til glæde for både insekter, fugle og ikke mindst beboerne. Der ses allerede nu mange humlebier, sommerfugle og fugle der nyder godt af det vekslende blomsterhav. Der er lagt vægt på plantearter der kan tåle det ekstreme klima på taget, året igennem. Nogle arter vil trives formidabelt mens andre måske ikke finder tilværelsen på 15 cm mager letvægtsjord så attraktivt. Derved sker der en naturlig udvikling hen imod et meget robust plantesamfund. Tanken er, at den nyskabte natur med hjemmehørende planter skal kunne klare og udvikle sig selv med stadig mindre pleje indsats.

Brugerne af taghave er primært lejere af de ca. 30 private lejeboliger oven på varehuset Bilka. Beboerne har en blandet alderssammensætning og deler fællesarealet. Den daglige drift foretages af Slotsarkadernes administration og underleverandører. Det har været vigtigt for projektet at opnå en grad af forståelse for den ændrede drift, fra et mere klassisk haveanlæg, der kræver megen pasning. Med det nye biodiversitets venlige plantevalg er det en ny og mere utæmmet ”kultur” som kan kræve tilvænning at elske. Under anlægsarbejdet og i den efterfølgende fase, etablering og renholdelse af de nye planter, fra både frø og potter, har samtaler og delvis inddragelse af beboerne spillet en væsentlig rolle for projektets succes. Ejerskab er nøglen og det kan godt tage lidt tid.

 

Shopping cart0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0