Grøn Trepart – hvad betyder det for dig?
I juni 2024 blev den historiske aftale Grøn Trepart indgået mellem regeringen, Landbrug & Fødevarer, Danmarks Naturfredningsforening og en række andre organisationer. Aftalen, kendt som Aftale om et Grønt Danmark, har stor betydning for dansk landbrug og skal understøtte en bæredygtig omstilling af sektoren.
I november 2024 blev aftalen styrket af et bredt politisk flertal, og med en finansiering på 43 milliarder kroner skal Grøn Trepart sikre en gradvis implementering frem mod 2045 – med det ultimative mål, at Danmark bliver klimaneutralt. Men hvad betyder det konkret for dig som landmand?
Hvordan påvirker Grøn Trepart din bedrift?
For landmænd betyder aftalen både udfordringer og nye muligheder. Husk at ordningen er frivillig. Du vil ikke blive pålagt nogen af udtagningsmetoderne og der er ingen der kan komme og tage dine arealer. Derimod bliver der introduceret økonomiske incitamenter, for at sikre at landbruget kan tilpasse sig Grøn Trepart, herunder:
- Tilskud til skovrejsning, der både øger CO2-optaget og skaber nye levesteder for dyreliv
- Kompensation for udtagning af lavbundsjorde, som bidrager til at reducere drivhusgasudledninger
- Støtte til etablering af minivådområder, som reducerer næringsstoffer i vandmiljøet
De vigtigste elementer i Grøn Trepart:
De to vigtigste spor i treparten er:
- Vision om et stærkt konkurrencedygtigt landbrug med øget produktion på de robuste jorde
- Samtidig med at der leveres på politiske mål om klimamål, vandplaner, natur og biodiversitet og et ønske om øget skovrejsning.
Det vigtigste værktøj er arealomlægningen af landbrugsjord, som skal føre til mere skov, våd natur og bedre vandmiljø.
10% af Danmarks areal skal omlægges – 15% af landbrugsarealet.
I den grønne trepart er der politisk enighed om følgende:
-
At der udtages 140.000 hektar kulstofrige lavbundsjorde inkl. randarealer inden 2030 (klima)
-
At kvælstofudledningen skal reduceres med 13.780 t. (opdateres medio 2026) (fuldt dækkende planer 2027) (vandmiljø)
-
At der skal rejses 250.00 hektar skov frem mod 2045
-
Der igangsættes strategisk opkøb af jord bl.a. med henblik på kvælstofreduktioner og jordfordeling
-
Danmark skal nå 20 % beskyttet natur i 2030
-
Afgift på husdyr fra 2030
-
Afgift på lavbundsjord fra 2028 (gælder ikke jorde, som ikke kan indgå i projekter)
-
Afgift på jordbrugskalk fra 2028-2030