Gå til hovedindhold

Sund Jord 2026: Sådan dyrker vi mere med mindre input

Hvordan kan vi fastholde udbyttet, når kvælstof og andre input begrænses? Det spørgsmål er omdrejningspunktet, når Agrovi igen samler landmænd, eksperter og rådgivere til Sund Jord på Hørbygaard 27. oktober

Det er nye tider for dansk landbrug, og den danske planteavl presses på flere områder end nogensinde før. Reglerne for kvælstof reguleres, kravene til miljø og klima vokser gevaldigt, og værktøjskassen skal forandres. Derfor samler Agrovi nogle af branchens skarpeste praktikere, eksperter og rådgivere, der sammen skal dykke ned i, hvordan vi trods de nye ændringer kan dyrke mere med mindre.

”Vi gentager succesen i år ved at mødes på Hørbygaard ved Holbæk, hvor vi blandt andet sætter fokus på udbytteoptimering ved reduceret brug af kvælstof,” siger planteavlskonsulent Josephine Camilla Nielsen.

Hun glæder sig til en fagligt spændende dag.

”Vi har et stærkt program sammensat af både oplæg, markvandringer og konkrete erfaringer fra nogle af branchens absolut dygtigste,” siger hun.

Ny viden og inspiration

Til arrangementet får Agrovi bl.a. besøg af YEN (Yield Enhancement Network) fra England, hvis resultater udfordrer de traditionelle antagelser, som mange i branchen har om planteavl.

”Dét at YEN gæster Sund Jord 2026 er med til at give indblik i, hvordan deres dyrkningsstrategier kan bruges som et konkret værktøj i marken. Det er en helt speciel mulighed for landmændene at se, hvordan man kan lade sig inspirere af erfaringer fra England,” fortæller planteavlskonsulenten.

Jorden i fokus

Programmet på Hørbygaard vil byde på faglige oplæg, markvandringer og konkrete eksempler fra landmænd, der i forvejen arbejder med pløjefri og regenerativ dyrkning.

Agrovi kommer helt ned i jordens maskinrum ved at grave et stort jordprofilhul for at undersøge, hvad forskellige efterafgrøder, rodsystemer og dyrkningsstrategier betyder for jordstruktur, næringsstofudnyttelse og robusthed.

”Sund Jord er et sted med plads til netværk og fællesskab, hvor du møder andre passionerede landmænd og fagpersoner, der deler interessen for de gode løsninger og pløjefri dyrkning,” fortæller Josephine Camilla Nielsen.

Agrovi afholder Sund Jord 2026 d. 27. oktober fra kl.08:30 – 15:00 på Hørbygaard ved Holbæk. Læs mere og tilmeld dig her.

Translate »
Shopping cart0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0