Regenerativ over regulering

Kvælstofhammer, sprøjteforbud og grøn trepart: Er mere regulering virkelig vejen frem?

Dansk landbrug står midt i en historisk omstilling. Med den grønne trepart, den kommende kvælstofregulering og diskussionerne om et nationalt sprøjteforbud bliver kravene til planteavlen stadig skarpere. Ambitionerne er forståelige: mindre miljøbelastning, lavere udledning og mere biodiversitet. Men spørgsmålet er, om endnu flere generelle forbud og begrænsninger reelt bringer os tættere på målet, eller om de risikerer at spænde ben for nogle af de dyrkningssystemer, der faktisk kan levere løsningerne.

Mulighederne for at tilføre kvælstof bliver reduceret, samtidig med at flere pesticider forsvinder fra markedet, og nye restriktioner er på vej. Udfordringen er, at planterne stadig skal dyrkes, sygdomme og skadedyr skal håndteres, og bedrifterne skal fortsat være økonomisk bæredygtige.

Netop derfor er det værd at kigge nærmere på regenerative dyrkningssystemer.

Regenerativ dyrkning kan være en bedre løsning

Regenerativt landbrug bliver ofte reduceret til at det bare handler om at dyrke nogle efterafgrøder og lave mindre jordbearbejdning. Men i praksis er der tale om en proces, der påvirker hele dyrkningsfladen som økosystem. En regenerativ mark i trivsel er et langt mere robust økosystem, der holder på jord og næringsstoffer, er et levested for agerlandets biodiversitet, kræver færre pesticider og derfor er mere skånsomt for miljøet end konventionel dyrkning.

Nogle af kernestenene i regenerativ dyrkning er:

• mindre jordbearbejdning
• levende planter i jorden året rundt
• større fokus på jordbiologi og humus
• flere companion crops og blomsterstriber
• mere præcisionsdyrkning og brug af data
• færre tab af næringsstoffer
• mere robuste afgrøder

Målet er ikke at dyrke uden input for enhver pris. Målet er at gøre inputtene mere effektive og reducere behovet for dem over tid.

Og det er her, regenerative systemer bliver interessante i forhold til både kvælstof og pesticider.

Mere biodiversitet giver færre insekticider

En af de store styrker ved regenerative systemer er, at de ofte understøtter langt flere nyttedyr i marken. Når markerne får flere levesteder, blomsterstriber og mindre forstyrrelse, stiger antallet af rovbiller, svirrefluer, edderkopper og andre naturlige fjender til skadedyr.

På flere regenerative bedrifter ser man allerede, at behovet for insekticider falder markant, og i nogle tilfælde helt bortfalder.

Det skyldes ikke et forbud. Det skyldes, at systemet biologisk bliver mere robust.

Det er en vigtig forskel.

Hvis man politisk ønsker at reducere pesticidforbruget, giver det derfor mening at fremme dyrkningssystemer, der naturligt reducerer behovet, fremfor blot at fjerne værktøjer uden samtidig at ændre dyrkningssystemet.

Man kan derimod ikke stoppe med at sprøjte mod skadedyr fra den ene dag til den anden. At få en regenerativ mark i trivsel er en proces, der godt kan tage nogle år. I den omstillingsperiode er det derfor vigtigt at have adgang til plantebeskyttelse, så det stadig løber rundt, mens det nye system indfinder sig.

Præcisionsdyrkning reducerer overforbrug af input

Det samme gælder kvælstof og øvrige pesticider.

Mange regenerative landmænd arbejder allerede intensivt med bladanalyser, satellitdata, jordprøver og præcisionsværktøjer for at målrette gødskning og planteværn langt mere præcist end tidligere.

I stedet for standardplaner handler det om at tilføre næring, når planten faktisk mangler det, og præcis hvor marken har brug for det. På den måde kan man reducere både udbyttetab og unødig brug af input.

Det er den retning, fremtidens planteavl bliver nødt til at bevæge sig i, og de regenerative landmænd er bedre klædt på til at tackle det.

Problemet med generelle forbud

Paradokset er, at nogle af de nye reguleringer risikerer at gøre regenerative systemer sværere at drive.

Et nationalt sprøjteforbud eller meget hårde restriktioner kan eksempelvis gøre det vanskeligt at arbejde med reduceret jordbearbejdning og permanente plantedækker. I regenerative systemer bruges kemi ofte strategisk og i lavere mængder som et værktøj til at undgå intensiv jordbearbejdning.

Hvis man fjerner det værktøj fuldstændigt, risikerer man i praksis at presse landmænd tilbage mod mere pløjning og mekanisk bekæmpelse, hvilket kan skade jordstruktur, kulstofopbygning og biodiversitet.

Det betyder ikke, at pesticidforbruget ikke skal ned. Men hvis ambitionen er reelle miljøforbedringer, er det afgørende at tænke i hele dyrkningssystemer fremfor enkeltstående forbud.

Fra regulering til incitamenter

Det danske landbrug står over for massive udfordringer de kommende år. Men løsningen bliver næppe alene flere restriktioner oven på eksisterende restriktioner.

Hvis vi vil reducere pesticidforbrug, kvælstoftab og klimabelastning samtidig med, at vi bevarer produktiviteten, kræver det dyrkningssystemer, der arbejder med biologien fremfor imod den.

Derfor bør fokus i højere grad være på:

• at fremme regenerative dyrkningsmetoder
• at understøtte præcisionslandbrug
• at belønne opbygning af jordens sundhed
• at skabe incitamenter til biodiversitet i marken
• at give plads til innovation og nye dyrkningssystemer

For hvis vi vil have et landbrug med større ambitioner – og større reel effekt – er det ikke nok blot at forbyde mere.

Vi er nødt til at skabe rammer, der gør det muligt at dyrke smartere.