Skip to main content

Ny jurist i Agrovi: Fremtidens anvendelse af landbruget kræver nyt juridisk overblik

Fra sprøjteforbud og erstatningssager til entrepriseret og nye erhverv i det åbne land. Agrovis nye jurist Emilie Valsø Fisker ser store muligheder for at styrke den juridiske rådgivning til landmændene

Som barn drømte Emilie Valsø Fisker om at blive politibetjent. Ikke på grund af uniformen eller blå blink, men fordi hun havde en stærk retfærdighedssans og et ønske om at hjælpe mennesker.

I dag er hun 33 år, uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet, mor til to børn på tre og fem år og netop tiltrådt som jurist hos Agrovi.

”Jeg har altid været optaget af retfærdighed og af, at mennesker bliver mødt ordentligt. Det var egentlig derfor, jeg overvejede politiet. Senere fandt jeg ud af, at juraen gav mig mulighed for at hjælpe mennesker på en anden måde,” siger hun.

For Emilie er jura ikke først og fremmest paragraffer og lovtekster.

”Mennesket har altid været centrum for mig. Det er det, der motiverer mig i mit arbejde. Bag enhver sag står der et menneske eller en familie, som har brug for hjælp i den situation, de står i,” fortæller hun.

Tilbage til rødderne

Selvom landbruget er nyt som fagområde, er livet på landet ikke fremmed for hende. Hun boede som barn i flere år på landet og bor i dag i Allerød med sin mand og deres to børn på fire og fem år.

”Jeg kommer selv fra landet og har altid haft en tilknytning til de værdier og det fællesskab, der findes uden for de store byer. Derfor tiltaler det mig også at arbejde med mennesker i landbruget, fordi man møder mange forskellige livshistorier og situationer,” siger Emilie Valsø Fisker.

Inden skiftet til Agrovi har hun arbejdet på flere advokatkontorer, blandt andet som advokat og advokatfuldmægtig, og senest som juridisk rådgiver hos NIRAS. Den erfaring tager hun nu med ind i rådgivningen af landmænd.

Ser nye muligheder i landbrugsjuraen

Selvom hun er ny i landbrugets verden, ser hun flere områder, hvor hendes juridiske erfaring kan skabe værdi. Blandt andet i forhold til byggeri (entrepriseret), kontrakter, myndighedsbehandling og erstatningsret.

”Der kommer flere situationer, hvor landmænd kan få brug for rådgivning om erstatningsspørgsmål. Det kan eksempelvis være i forbindelse med nye restriktioner eller ændringer i anvendelsen af arealer. Hvis der opstår situationer, hvor den enkelte lodsejer bliver påvirket af nye regler eller forbud, er det vigtigt at få vurderet sine rettigheder,” siger hun.

Juristen peger særligt på diskussionen om sprøjteforbud, hvor der kan opstå spørgsmål om kompensation og erstatning.

”Her tror jeg, at min erfaring kan komme i spil og hjælpe den enkelte landmand med at få overblik over mulighederne,” siger hun.

Byggeri og nye anvendelser af landbrugets arealer

Et andet område, hvor Emilie Valsø Fisker ser et voksende behov for juridisk rådgivning, er ejendomsret og byggeret.

“Jeg har arbejdet meget med fast ejendom og entrepriseret gennem min karriere. Det handler om alt fra kontrakter og rettigheder til selve den juridiske proces omkring byggeri,” fortæller hun.

Juristen forventer, at netop dette område kommer til at fylde mere i landbruget de kommende år.

”Vi ser allerede nu, at arealer og ejendomme bliver anvendt på nye måder, herunder at restriktioner på området skærpes. Der kommer nye erhverv og nye aktiviteter i det åbne land, og det skaber behov for juridisk rådgivning,” siger hun.

Det handler om mennesker

Udviklingen har været i gang længe, men ifølge Emilie Valsø Fisker kan de politiske ambitioner om omstilling af arealanvendelsen være med til at accelerere forandringerne hurtigt, også i forhold til landbugsjura og behovet for rådgivning.

”Nogle steder skal arealer bruges anderledes end tidligere. Det kan skabe nye muligheder, men det kræver også, at man har styr på de juridiske rammer,” siger hun.

Selvom lovgivning, rettigheder og kontrakter fylder meget i hverdagen, vender hun hele tiden tilbage til det, der oprindeligt fik hende ind på juraens vej.

”Jeg kan godt lide at arbejde med rigtige mennesker og rigtige problemstillinger. Ingen sager er ens, fordi ingen mennesker er ens,” siger Emilie Valsø Fisker og fortsætter.

”Mine styrker ligger i, at jeg interesserer mig for den enkelte og for at finde løsninger, der giver mening i den konkrete situation. For mig handler god rådgivning om at møde mennesker dér, hvor de er,” fortæller hun.

Fakta: Om Emilie Valsø Fisker

  • Cand.jur. fra Københavns Universitet
  • Advokatuddannet, 2023
  • Tidligere juridisk rådgiver hos NIRAS
  • Tidligere advokat og advokatfuldmægtig hos Sønder Ljørring Advokatfirma
  • Tidligere advokatfuldmægtig hos Skovgaard Alsig Advokater
  • Arbejder med blandt andet byggeri (entrepriseret), fast ejendom, erstatningsret, erhvervslejeret, kontrakter og juridisk rådgivning til landbruget hos Agrovi.
    Translate »
    Shopping cart0
    Der er ingen produkter i kurven!
    Fortsæt med at handle
    0