Gå til hovedindhold

Harald vil sparke døren ind til nye kunder og markeder

Han er uddannet landmand og har været direktør for et bryggeri og et større økologisk landbrug. Nu skal Harald Hvalkof Kristensen bygge bro til nye kundetyper, virksomheder og samarbejdspartnere

Landbruget og Agrovi står midt i en kæmpe omstilling, hvor rammer, kundegrundlag og muligheder er under stor forandring.

Som nyansat hos Agrovi skal 31-årige Harald Hvalkof Kristensen både holde fast i rådgivningsvirksomhedens rødder i landbruget og samtidigt åbne døren til nye markeder og kundetyper.

”Vi står overfor den største omvæltning af landbruget, og det skal vi udnytte til at tænke nyt. Vi skal formå at se muligheder i forandring og skabe sammenhæng mellem landmænd, marken og det øvrige erhvervsliv,” siger han.

Harald Hvalkof Kristensen er vokset op på the Black Isle i Skotland med skov og natur omkring sig. Senere flyttede han til Danmark, hvor han uddannede sig til agrarøkonom på Dalum landbrugsskole. Derefter kom han til Krogerup Avlsgaard, hvor han har været driftsleder og direktør og senest direktør for Bryggeriet Kølster.

”Jeg er jo vokset op med landbruget og har altid haft en interesse for jord, skov og det, der sker på landet. Så på den måde er jeg tilbage ved rødderne,” siger han.

Som økonomikonsulent og ansvarlig for kundeudvikling skal han blandt andet udvikle nye forretningsområder og finde kunder uden for landbrugets traditionelle kerne.

Samarbejde med virksomheder som Carlsberg og Nestlé

Harald Hvalkof Kristensens egen karriere har givet ham et perspektiv på landbruget og et blik for hele værdikæden fra jord til bord, som han mener, kan gavne ham i den nye rolle.

”Jeg har prøvet at stå på begge sider og ved, hvad det vil sige at producere noget på en gård, men jeg har også siddet med produktudvikling, salg og forretningsudvikling,” siger han.

Den erfaring tager Harald Hvalkof Kristensen nu med ind i Agrovi. Han peger på et behov for flere forbindelser mellem landmænd, fødevareproducenter og virksomheder, der udvikler fremtidens fødevarer. Som eksempler nævner han Agrovis samarbejde med Carlsberg og Nestlé.

”Vi sidder i en interessant position i Agrovi, fordi vi er tæt på landmændene, men samtidigt samarbejder med producenter, fødevarevirksomheder og andre aktører. På den måde er vi bindeleddet mellem praksis, viden og udvikling, og det skal vi udnytte meget mere,” siger han.

Selv om Haralds nye rolle har et tydeligt kommercielt fokus, handler ambitionen ikke bare om at skaffe flere kunder. Her fylder regenerativt landbrug, nye fødevarer og samarbejder mellem landmænd og virksomheder meget. Harald mener, at det er nødvendigt for at skabe den nødvendige udvikling af landbruget.

”Jeg tror, vi kommer til at se en større bevægelse mod regenerative dyrkningsformer og mod et landbrug, hvor vi bliver bedre til at udnytte de ressourcer, vi har. Men det kræver også, at vi tænker længere end selve marken,” siger han.

Han peger på behovet for flere forbindelser på tværs i fødevarekæden.

”Hvordan kan vi skabe synergier mellem landmænd og producenter? Hvordan kan vi få nye produkter og nye forretningsmodeller til at opstå? Det er nogle af de spørgsmål, jeg synes er spændende,” siger han.

Fakta: Harald Hvalkof Kristensen

Uddannet agrarøkonom i 2021 og kommer til Agrovi fra en stilling som direktør for Bryggeriet Kølster. Her voksede virksomheden fra at omsætte for omkring 4.5 millioner til cirka 25 millioner kroner. Startede sin karriere som landbrugschef for Barritskov Gods. Bor i København.

Harald Hvalkof Kristensen er uddannet agrarøkonom og har været driftsleder og direktør på Krogerup Avlsgaard, og senest direktør for Bryggeriet Kølster. Som økonomikonsulent og ansvarlig for kundeudvikling hos Agrovi skal han udvikle nye forretningsområder og finde kunder uden for landbrugets traditionelle kerne.

Translate »
Shopping cart0
Der er ingen produkter i kurven!
Fortsæt med at handle
0