Agrovi er udpeget til Børsen Bæredygtig Case
Agrovi får udmærkelse for projekt, der sætter landmænds idéer i centrum for innovation i landbruget. Afgørende, hvis udviklingen af landbruget skal accelereres hurtigt, lyder det fra direktør
Agrovi er blevet udpeget som Børsen Bæredygtig Case 2026 for det nationale udviklingsprojekt Landmandsdrevet Innovation, som gennemføres i tæt samarbejde med Teknologisk Institut og en række danske landbrugsrådgivere.
Projektet sætter landmændenes egne erfaringer og idéer i centrum og udvikler løsninger til fremtidens bæredygtige landbrug gennem praktiske forsøg direkte i marken.
Landmandsdrevet Innovation er støttet af Novo Nordisk Fonden og organiseret som et landsdækkende innovationsnetværk, hvor landmænd, rådgivere og forskere sammen udvikler og tester nye metoder til mere bæredygtig planteproduktion.
Hos Agrovi er udnævnelsen et vigtigt skulderklap til arbejdet med innovation i landbruget.
“Det er en flot anerkendelse. Projektet viser, hvad der sker, når landmænds erfaringer bliver sat i centrum og omsat til konkrete løsninger. Området får mere opmærksomhed, og det skal der være mere af, hvis udviklingen skal accelereres,” siger direktør i Agrovi, Niels Peter Ravnsborg.
Agrovi blev i 2025 Børsen Bæredygtig Case for arbejdet med regenerativt landbrug.
Landmændenes faglighed i centrum
Projektet samler landmænd fra hele landet i regionale i grupper, hvor de deler viden, idéer og nye løsninger.
Over 160 landmænd har foreløbig tilmeldt sig, og formålet er at skabe en platform, hvor landmænds praksisnære idéer hurtigt kan afprøves og komme hele landbruget til gavn – til fordel for miljø, natur og økonomi.
Samarbejde mellem praksis og forskning
Eva-Marie Lange, der er projektleder hos Teknologisk Institut, fremhæver, at projektets styrke ligger i samspillet mellem praktisk erfaring og faglig udvikling.
“Landmandsdrevet Innovation handler om at bringe landmændenes idéer i spil og kombinere dem med faglig viden og afprøvning. Når vi arbejder tæt sammen med rådgivere og landmænd i hele landet, kan vi accelerere udviklingen af løsninger, der både gavner klima, natur og produktion,” siger Eva-Marie Lange.
Om Agrovi
Agrovi er en dansk rådgivningsvirksomhed med fokus på planteavl, økonomisk rådgivning og bæredygtig udvikling i landbruget. Virksomheden arbejder målrettet med innovation, regenerative dyrkningssystemer og grøn omstilling i samarbejde med landmænd over hele landet. Agrovi blev i 2025 udpeget til Børsen Bæredygtig for arbejdet med regenerativt landbrug.
Om Teknologisk Institut:
Teknologisk Institut er Danmarks førende forsknings- og teknologiorganisation med ekspertise i bl.a. alt fra landbrugsudvikling til digitale løsninger. Instituttet har omfattende erfaring med forsøgsdesign, dataanalyse og implementering af ny teknologi i landbruget.
Læs mere på landmandsdrevet.dk