Nyt HotSpot format hos Agrovi

I begyndelsen af april skyder Agrovi den nye vækstsæson i gang med en ny sæson af de populære HotSpot møder. I år er formatet blevet udvidet og der vil være mulighed for at følge med i mange typer af planteavl – lige fra specialafgrøder over øko-omlægning til pløjefri dyrkning.

Igennem hele vækstsæsonen kan du hver måned følge udviklingen på 6 ejendomme på Sjælland og Lolland-Falster og hente inspiration, sparring og gode råd til, hvordan udfordringerne i marken bedst håndteres og til at se nye muligheder på din egen bedrift. Møderne er gratis og der vil være kyndig vejledning og faglige inputs fra Agrovis planteavlskonsulenter.

”Vi har ønsket at give HotSpot møderne et nyt twist, der giver Sjællandske landmænd mulighed for at følge med i flere forskellige typer af planteavl og lære af hinandens erfaringer.” siger Kristian Thomsen, som er planteavlskonsulent hos Agrovi. ”I år stiller vi skarpt på både afgrødevalg, dyrkningssystemer og behandlinger” fortsætter Kristian.

Fra specialafgrøder til Conservation Agriculture
Hos den Nordsjællandske HotSpot-vært, Per Kristensen i Gørløse, kan du følge med i sæsonen for frøgræs ligesom der vil være mulighed for at vurdere og følge med i observationsparcellerne med de nuværende og kommende kornsorter på markedet .

Hos værterne på Lolland og Falster vil hovedfokus være på pløjefri dyrkning og hvordan systemet kan fungerer praksis.

Hos Søren Ilsøe på Midtsjælland er der fokus på Conservation Agriculture. Her vil der også være mulighed for at følge og sammenligne udviklingen i forskningsprojektet Grønne Marker og Stærke Rødders tre forsøgsparceller, som dyrkes henholdsvist traditionelt med pløjning, med reduceret jordbearbejdning og med Conservation Agriculture.

På Sydsjælland kan du opleve en traditionel HotSpot sæson krydret med muligheden for at følge med i en omlægningsproces. Her er værten Jens Nielsen nemlig i gang med at omlægge en del af arealet til økologisk planteavl.

Savner du det traditionelle HotSpot format, er der også råd for det. På Vestsjælland kan du opleve dette hvor vi med afsatte sprøjtevinduer i vårbyg, hvede og raps, kan vurderer og sammenligne udviklingen af sprøjtninger under 3 behandlinger: 0 behandling, halv dosis og dobbelt dosis.

Ved alle møder vil en af Agrovis dygtige planteavlsrådgivere stå klar med aktuelle faglige vurderinger for at sikre, at alle deltagere vender hjem med en stor portion ny viden og et tilskud af inspiration.
”Vi håber at det nye format vil falde i god smag og at rigtig mange landmænd igen i år vil tage godt i mod tilbuddet. De samme værter besøges igen løbende igennem vækstsæsonen, så der bliver mulighed for at følge udviklingen i afgrøderne og løbende tage hånd om udforingerne der kan komme gennem sæsonen”, siger planteavlskonsulent Henrik Fredsgaard Larsen, som er en af initiativtagerne bag de populære møder.
Fakta om Hotspotmøderne:

  • Deltagelse er gratis og der er ingen tilmelding.
  • 4 møder hos samme vært gennem vækstsæsonen 4-5 april, 25-26 april, 23-24 maj og 20-21 juni
  • Værter, mødesteder og tidspunkter bliver løbende offentliggjort her på siden og på facebook. @agroviplanteavl.