Kvindeliv på landet – med succes!

Et nyt mødeinitiativ på Lolland-Falster skal give kvinder på landet mod på at påvirke deres egen og familiens fremtid.  Målet er større overskud og succes i livet både som kvinde og i rollen samlever/ægtefælle til en landmand. Deltagere kan godt glæde sig til en aften med både humor og smittende girlpower!

Overskud i hverdagen

Drømmen om at bo på landet og være gift med en landmand, står for mange som ren idyl. Men når du gifter dig med en landmand, gifter du dig samtidig ind i et liv, hvor arbejde, fritid og hobby smelter sammen.

Modsat forrige generation, er kvinder på landet ofte udearbejdende og ikke helt så involveret i bedriften. Så selvom livstilen, den friske luft og friheden på landet på mange punkter er berigende, kan der alligevel være bekymringer og frustrationer: Hvordan finder du, som kvinde, overskud til at leve dit liv, og være den du gerne vil -altså i den virkelige verden, hvor travlhed i hjemmet med at passe landbrug, job, mand, børn, tøjvask, madlavning og oprydning ofte styrer hverdagen?

Coach Tina Stentebjerg sætter fokus på, hvordan vi finder glæden i hverdagen og bevarer den – også i de perioder, hvor udfordringerne er flere. Med humor og praktiske eksempler kommer hun med bud på, hvad du som ægtefælle selv kan gøre.

Ansvar for familiens fremtid

Nye samlivsformer, skilsmisser og sammenbragte familier gør, at der er et stigende behov for at afklare juridiske forhold. Et testamente eller en ægtepagt kan gøre en stor forskel, hvis du eller din partner falder bort i utide, eller hvis I kommer ud i en skilsmisse.

Jurist Jonna Munch stiller bl.a. skarpt på, hvordan du som kvinde kan være sparringspartner for din mand omkring disse ofte svære samtaler, så I sammen kan sikre bedriftens og familiens fremtid bedst muligt. Det giver en helt fantastisk tryghed og er stor en lettelse at få det afklaret.

 Et møde kun for kvinder på landet

Mødet afholdes som et aftenmøde onsdag den 30. maj kl. 19-21 hos Agrovi, Stubbekøbingvej 41, 4840 Nr. Alslev og henvender sig til alle kvinder, der til dagligt er en del af familielivet på et landbrug. Tilmelding er nødvendig senest torsdag den 24. maj. Link til tilmelding her

Om arrangørerne

Initiativet er blevet til i et samarbejde mellem Coach Tina Stentebjerg og Agrovi. Indlægsholderne er selv kvinder med rødderne solidt plantet i både i familielivet og landbrugserhvervet.

Tina Stentebjerg er uddannet coach og har sammen med sin mand et større landbrug, hun er mor til fire, og har prøvet på egen krop og sjæl, hvad udfordringerne ved at være kvinde på landet og at tage ansvar for egen succes betyder. Jonna Munch er jurist i Agrovi. Hun har mange års erfaring med rådgivning i familiejura til bl.a. landbrugsfamilier.

Tina Stentebjerg er foredragsholder, Stresskonsulent & Coach og så er hun selv gift med en landmand.
Jonna Much er advokat hos Agrovi Advokaterne og rådgiver omkring blandt andet familieret.