Agrovi Nord
Industrivænget 22
3400 Hillerød

Agrovi hjælper nye økologer godt i gang

I år og næste år vil antallet af nye økologer eksplodere på Sjælland, og derfor har Agrovi  igangsat et nyt projekt, som skal hjælpe nye økologer godt i gang med tilværelsen som økologisk landmand. Agrovi inviterer derfor til gratis fyraftensmøde for at dele vores viden om opstart af økologisk produktion.

”Det kan være en stor omvæltning i dagligdagen for de landmænd, som omlægger fra konventionel til økologi, og derfor har de brug for rådgivning til at gøre overgangen til økologisk drift så succesfuld og gnidningsfri som overhovedet muligt. Som økolog er der mange nye rutiner, som skal implementeres i det daglige arbejde, og der er et stort og vigtigt arbejde i forhold til at dokumentere, at man overholder de krav der stilles til økologisk produktion, og det vil vi med det nye projekt hjælpe landmændene med,” fortæller Camilla Beck Nielsen, økologisk planteavlskonsulent hos Agrovi.

Flere økologiske marker på vej i Nordsjælland

Der er ca. 3.000 registrerede økologiske landmænd i Danmark, men det tal stiger måned for måned. Her i 2016 er der indtil nu kommet 500 ansøgninger ind om omlægning, og nye tal fra Miljø- og Fødevareministeriet viser, at 1128 landmænd næste år vil omlægge til økologi. Dermed vil det økologiske areal på to år blive øget med 34 %. Hos Agrovi har man også mærket en stigende interesse de seneste år, så det viser , at der er et behov.

Der er et klart økonomisk incitament for at omlægge, og derfor er vores opgave at hjælpe landmændene til at opnå en hurtig gevinst på bundlinjen, så de fastholder motivation for at producere økologisk i fremtiden. Du ser ikke pr. automatik en forbedring på bundlinjen, blot fordi du lægger om. Der skal arbejdes for det, og mange ting kan gå galt i opstartsfasen som økolog, og det er de børnesygdomme, som vi vil eliminere med projektet ’Kom godt i gang med økologisk produktion’,” understreger Camilla Beck Nielsen.

Deler viden ud til økologer

Første del af projektet er et Fyraftensmøde torsdag den 17. november kl. 15.30 – 17.30 hos Agrovi planteavl. Her stilles der skarpt på omlægning, tilskud, konsekvenser og muligheder. Oplæggene vil være følgende; Økologi og støttemuligheder v/Camilla Beck Nielsen, Økologisk planteavl i praksis v/Henrik Fredsgaard Larsen og Husdyrhold på den økologiske bedrift v/Andreas Höll.

Mødet henvender sig til alle interesserede, som overvejer omlægning eller, som for nyligt har omlagt til økologi.

Fakta:

  • Agrovi er med i projektet ”Kom godt i gang med økologisk produktion”
  • Projektet er lavet i samarbejde med SEGES Økologi
  • Fyraftensmøde afholdes 17. november kl. 15.30 – 17.30 hos Agrovi, Industrivænget 22, 3400 Hillerød.
  • Deltagelse er gratis, men tilmelding nødvendig på 4822 5200 eller agrovi@agrovi.dk
  • Projektet ”Godt i gang med økologisk produktion” er støttet af Promilleafgiftsfonden for landbrug.