fbpx
Agrovi Nord
Industrivænget 22
3400 Hillerød

Agrovi betaler én mio kr. tilbage til medlemmerne.

Agrovi nærmer sig 50 mio. i omsætning og betaler én mio. kr. tilbage til medlemmerne

Agrovi vokser stødt med fin indtjening – især regnskabsydelserne er i vækst.

Agrovi I/S, som er ejet af Nordsjællands Landboforening og har kontorer i Hillerød og Ringsted nærmer sig 50 mio. kr. i omsætning. På generalforsamlingen onsdag den 25. marts 2015 fremlagde direktør Niels Peter Ravnsborg regnskabet, som betegnes som overordentligt tilfredsstillende.

”Siden 2010 har vi øget vores omsætning med 15 % helt uden prisstigninger, og med et stabilt resultat hvert år i omegnen af 4-5 %. Det vil sige, at vi de sidste 5 år har genereret næste 10 mio. i overskud – hvoraf halvdelen er betalt tilbage til medlemmerne i form af medlemsrabatter, og den anden halvdel er tillagt egenkapitalen. Det er vi overordentligt tilfredse med”, udtaler Niels Peter Ravnsborg.

Samtidig har Agrovi formået at udvikle sig i perioden, og dermed er grundlaget for en fortsat vækst af virksomheden sikret.  ”Vi har hele tiden fokus på at udvikle os, og vi gør en stor indsats for løbende at effektivisere og samtidig fastholde et stort fokus på vores kunders behov. Samtidig er det lykkedes os at sætte en række nye skibe i søen i perioden.  Disse nye forretningsområder styrker vores nuværende drift og er samtidig med til at geare os til fremtiden”, siger Niels Peter Ravnsborg.

At udviklingen også har betydet tilgang i antal medarbejdere betegner Niels Peter Ravnsborg ligeledes som værende positivt: ”God service kræver ressourcer, og det er afgørende for os, at vores kunder anser os som det bedste på vores felt. Samtidig ser vi et stigende behov for kompetencer inden for smallere rådgivningsområder, og vores positive resultater kan være med til at understøtte dette. Og vi forventer fortsat tilgang af medarbejdere i 2015 for at følge med efterspørgslen”, slutter Niels Peter Ravnsborg.